Gode vine til fisk

Når du skal vælge vin til mad, er der flere faktorer, der gør sig gældende, og særligt er det værd at tænke over, om retten er sød eller syrlig. Mange forretter består af fisk, hvorfor det oplagte førstevalg er hvidvin, da hvidvin oftest indeholder mere syre end rødvin. Vi har her samlet en lille guide til, hvad du skal gå efter, når du skal vælge vin til fisk.

Balancér smagene

Når du vælger hvidvin, er det vigtigt, at du tænker på, hvor kraftig den skal være. Du vil naturligvis have en vin, du kan smage, men ikke en vin, der er så kraftig, at den fuldstændig stjæler rampelyset fra selve retten. Derfor er det vigtigt, at du vælger en vin af en kaliber, der passer til den ret, der serveres. Mange fisk, særligt de hvide som torsk, rødspætte og sej, er meget neutrale i smagen, og specielt hvis du vælger en tilberedning som dampning eller kogning. En neutral tilberedning går bedst med en let vin, så vinen ikke overdøver smagen af selve maden – det kan f.eks. være en Sauvignon Blanc eller en Riesling, der begge er let syrlige og frugtige i smagen.

Skal du servere en federe fisk såsom laks, vil en fadlagret Chardonnay egne sig godt. Fadlagringen gør nemlig, at vinen bliver utrolig aromatisk og smagfuld, hvilket også er årsagen til, at den harmonerer så godt med mere kraftige fiskeretter og desuden også gør sig fantastisk til et ostebord. En hvid Bordeaux lagret på fad er heller ikke at kimse af, selvom du nok primært kender Bordeaux for sine rødvine.

Champagne og mousserende vin er et ideelt valg til skaldyr som rejer, hummer og muslinger, som alle er retter, der gør sig bedst med den supplerende syre fra vinen, hvilket giver god mening, når man tænker over, at de fleste slags skaldyr serveres med citron. Champagne er generelt meget tør og syrlig, hvorfor den går så godt til lette og sarte fiskeretter – prøv en Launois champagne eller en Grand Marque.

Prøv med rødvin til fisk

Det er en uskreven regel, at der skal serveres hvidvin til fisk, men hvis du, ligesom os, er svært glad for de røde af slagsen, kan du, med lidt viden og ekspertise, sagtens vælge rødvin som den perfekte ledsager til de fine retter. Syre og elegance er nogle af de vigtigste faktorer, og derfor ville det være både dyrt og dumt at smide penge efter en kraftig og intens Amarone della Valpolicella til dette formål. Rødvinen skal være ung og frisk, og så skal du gå efter de ikke-fadlagrede og dem med mindst garvesyre. Et par gode bud ville være en Zinfandel fra USA, Pinot Noir-baserede vine eller Italienske Barbera-vine. Undgå vine som Bordeaux og Barolo, da disse har et højt indhold af garvesyre, og derfor sandsynligvis vil forekomme metalliske i selskab med fisk. De frugtige og friske rødvine bør også serveres ved en lavere temperatur end de fadlagrede, hvilket skaber både harmoni, friskhed og balance. Vi hos Vinverdenen anbefaler særligt rødvin, hvis fisken udgør hovedretten.

Lad din indre vinekspert få frit spil, og eksperimentér med forskellige vine til retterne.

 

Leave a Comment